Dorthes opskrifter

1 porre
1 tsk. salt
1 fed hvidløg
400 g hakket svinekød eller kalv/svin
75 g feta
1 æg
peber
1 tsk. tørret timian
3 spsk. hvedemel
8 skiver bacon

Skyl porren grundigt. Flæk den på langs og rens godt. Dryp af og snit den fint. Kom den i en skål og drys med salt. Tænd ovnen på 210 gr. Pil hvidløg og hak det fint eller pres det. Kom det i skålen til porren sammen med kød, feta, æg, peber, timian og mel. Ælt farsen godt sammen. Form til et brød og læg det i midten i et ovnfad. Læg baconskiver på så de overlapper. Bages i ca. 45 min. Sæt evt. grill på til sidst så baconen bliver sprød.

Tilbehør til farsbrød:

600-800 g små kartofler
400 g gulerødder 
4 rødløg eller 1-2 store
4 spsk. olie
1 spsk. salt
peber
evt. tørrede krydderurter efter smag (timian, oregano, rosmarin eller en blanding)

Skræl gulerødder og skær dem i mindre stykker, gerne på skrå. Skrub kartoflerne og skær dem i halve. Put dem alle i en skål og hæld olie, salt og krydderurter i og vend rundt med en grydeske. Fordel grøntsagerne på hver side af farsbrødet, men uden at dække baconen, så bliver den ikke sprød - og stil det hele i ovnen i 45-55 min. Prik i grøntsagerne og tjek om de er møre. Hvis der er for mange grøntsager, kan de hældes i et mindre fad ved siden af.