4 æg
150 g sukker
75 g mel
30 g kakao
1 tsk. bagepulver
Den du ved nok fyld;
200 g kokosmel
200 g flormelis
200 g smør
25 g kakao
4 spsk. færdiglavet kaffe, stærk
Valgfri glasur:
½ æggehvide
75 g flormelis
Rouladen er hurtig at bage, så start gerne med at forvarme ovnen til 220 grader, og gør alle ingredienserne klar. Sæt kokosfyldet til at smelte som det første, og lav rouladebunden imens. Pisk æg og sukker til en luftig og tyk masse. Det skal piskes, så det kan holde sin form og ikke flyder ud lige med det samme. Sigt hvedemel, kakaopulver og bagepulver i æggemassen, og vend det forsigtigt sammen til en ensartet dej.
Beklæd en bradepande med bagepapir, og hæld dejen ud herpå. Spred dejen ud til en firkant på ca. 40x30 cm. Bunden skal have en jævn tykkelse, men pas på, at du ikke spreder dejen alt for tyndt ud i kanterne, da det så bliver mere besværligt at rulle rouladen sammen efter bagning.
Bag rouladebunden i 4 minutter ved 220 grader.
Kokosfyld
Kom alle ingredienserne op i en gryde, og smelt det sammen ved middel varme. Rør rundt i fyldet undervejs, så det ikke brænder på. Smør kokosfyldet ud på den forbagte rouladebund. Sæt bunden tilbage i ovnen, og bag yderligere 2 minutter, så fyldet sætter sig lidt.
Tag bunden ud, og rul rouladen sammen med det samme. Stram rouladen godt op undervejs, og løsn bagepapiret meget forsigtigt, så du ikke laver hul i rouladen. Tip til at rulle rouladen. Det er vigtigt, at rouladen rulles sammen med det samme, efter den er kommet ud af ovnen, så bunden stadig er blød. Hvis du vil være helt sikker på, at rouladen bliver ved med at være blød, kan du lægge bagepapiret med bunden på et fugtigt viskestykke, efter du har taget den ud af ovnen. Så undgår man, at bunden køler for hurtigt og sprækker under rulningen.
Forslag til pynt:
Du kan sagtens servere rouladen, som den er, men det ser også rigtig flot ud at pynte den med glasur. Rør æggehvide og flormelis sammen til en tyk glasur. Kom glasuren op i en sprøjtepose, og klip et lille hul for enden af posen. Sprøjt glasuren på rouladen i tynde striber.